Fødselsudløst PTSD: Hjælp og støtte efter en traumatisk fødsel

Dette indlæg er under opbygning og indeholder små tekniske fejl og mangler :-)

I en perfekt verden, i et velfærdssamfund som Danmark, skulle hjælp være tilgængelig gennem det offentlige efter en traumatisk fødselsoplevelse. Men virkeligheden ser desværre anderledes ud for mange nye mødre og deres partnere.

Min egen fødselsoplevelse gjorde det klart, hvor få der har forståelse for dette. Derfor bliver jeg ved med at tale om det. For at vi, der traumatiseres af vores fødsel, møder forståelse og anerkendelse.

Fødsler og posttraumatisk stress: En alvorlig, men overset udfordring

Vidste du, at op mod 45% af alle fødende betegner et eller flere aspekter af deres fødsel som traumatisk?

At omkring 1 ud af 25 fødende udvikler PTSD som følge af deres fødsel? Ifølge en artikel fra Jordemoderforeningen udvikler mellem 1,5% og 6% af alle fødende symptomer på PTSD efter fødslen. Derudover viser andre undersøgelser, at op til hver fjerde kvinde oplever et eller flere symptomer på posttraumatisk stressreaktion efter fødslen. Og her er det vigtigt at understrege, at det er de mødre, hvor symptomerne eller diagnosen registreres i statistiske beregninger.  

Mange forbinder posttraumatisk stresslidelse med soldater, der har oplevet krig, eller civile, der har været udsat for voldsomme begivenheder som naturkatastrofer, overfald eller alvorlige ulykker. Det er først for nyligt at man fra medicinsk side, anerkender at fødsler også kan udløse PTSD eller posttraumatiske stressreaktioner (PTS) hos kvinder, der har haft en traumatisk fødselsoplevelse. Siden 1994 har PTSD-definitionen fra American Psychiatric Association fokuseret mere på den individuelle oplevelse af frygt, afmagt og chock end på selve hændelsens karakter. Dette betyder, at selv fødsler, der på papiret er forløbet normalt, kan opleves som dybt traumatiske for kvinden.

Hvorfor anerkendelse er vigtig

Nogle mener, at det forenkler PTSD-diagnosen at inkludere fødsler som en udløsende faktor. Men som jordemoder og psykoterapeut Pia Hern påpeger, viser erfaring og forskning, at traumatiske fødselsoplevelser kan give alvorlige psykiske konsekvenser, på samme måde som andre former for traumer, fx trafikulykker eller naturkatastrofer.

For de fleste kvinder er en fødsel en stærk og positiv oplevelse, men for nogle kan den føles så overvældende og skræmmende, at de efterfølgende lider af langvarige psykiske eftervirkninger. Hern estimerer, at mindre end to procent af kvinder udvikler decideret PTSD, men at langt flere - op mod 20 procent - oplever posttraumatisk stressreaktion (PTS) i forskellig grad.

Internationale sammenligninger

Studier fra blandt andet England og Sverige har vist, at mellem 1,5 og 6 procent af alle fødende udvikler PTSD-symptomer som flashbacks, undgåelsesadfærd og forhøjet alarmberedskab. I lande som Norge og Storbritannien tilbydes der systematisk efterfødselssupport og tidlig screening for PTSD. Disse tiltag er ikke blot sundhedsmæssige investeringer, men de bidrager også til en hurtigere bedring for kvinden, samt styrker den tidlige tilknytning mellem mor og barn.

Forebyggelse og behandling af fødselsudløst PTSD og Fødselstraumer

Mange kvinder har behov for en forklaring på det, der skete under fødslen, samt en anerkendelse af deres oplevelse. En vigtig del af forebyggelsen er at sikre, at kvinder får mulighed for at tale om, og bearbejde deres oplevelse i trygge omgivelser. Pia Hern der er ansat på fødeafdelingen på Hillerød Sygehus anbefaler, at alle fødende tilbydes en efterfødselssamtale med en jordemoder, der har særlig indsigt i traumatiske fødselsoplevelser.

I de tilfælde, hvor PTSD-symptomer udvikler sig, er det vigtigt at sætte ind med professionel behandling hurtigt. Jo tidligere en kvinde får hjælp, desto bedre er chancerne for at bearbejde traumet og genfinde sin mentale balance. Her finder jeg det dog vigtigt at nævne, at en af de mest almindelige reaktioner efter en traumatisk fødsel er undgåelsesadfærd. Kvinden kan have svært ved at tale om fødslen og undgår aktivt emner eller situationer, der minder hende om oplevelsen. Mange lægger al deres energi i barnet og forsøger at ignorere deres egne behov og følelser, som kan opleves som en konstant følelse af uro og ængstelighed.

"Jeg vil ikke tale om det, for helvede!"

Undgåelsesadfærd kan også betyde, at kvinden afholder sig fra at søge støtte eller professionel hjælp, hvilket kan forlænge og/eller forværre symptomerne. En del kvinder udvikler overdreven vagtsomhed og en stærk frygt for, at noget skal gå galt med deres barn, hvilket kan påvirke deres evne til at nyde moderskabet og skabe en tryg tilknytning til barnet. Jeg beskrev det selv som en følelse af konstant alarmberedskab. Jeg var hele tiden i en tilstand af kamp-flygt-frys. Min hukommelse fra den periode er begrænset, men jeg kan genkalde mig følelsen af, at der hvert øjeblik ventede en katastrofe lige om hjørnet, hvor jeg skulle være klar til at redde min babys liv. 

Da sundhedsplejersken 8 uger efter fødslen, screenede min kæreste og jeg, var det ret overraskende min kæreste der slog in home-run. Min score var perfekt. Der var ingen uregelmæssighed at spore i mit sind. "Jeg har det helt fint!"  Hvorfor? Fordi jeg var så dissocieret fra mit følelsesliv, at uanset hvor meget jeg forsøgte, kunne jeg ikke - ville jeg ikke mærke hvad pokker der lige foregik inde i mig. Det er en ret smart forsvarsmekanisme, for min ur hjerne var jo vel og mærket overbevist om, at jeg var i fuld gang med at sikre artens og mit afkoms overlevelse. 

Dog enormt uholdbart og uhensigtsmæssigt på længere sigt. Dét der for os og vores nærmeste, gjorde det vanskeligt at spotte hvor skidt det faktisk stod til med mig, var helt klart fordi jeg mestrede denne undgåelsesadfærd til UG. Indtil jeg ikke gjorde. For kroppen og sindet, holder ikke til denne form for konstante alarmberedskab for evigt. Og så blev jeg vred. Jeg blev så forbandet, når der blev spurgt ind til min fødsel. Da jeg skulle mødes med min mødregruppe for første gang, brugte jeg en uge på at tænke over, hvordan jeg kunne undgå at tale om min fødsel - uden at give et dårligt førstehåndsindtryk. 

Min kæreste nævnte henkastet, at det måske ville være godt for mig at tale om det. At "de jo også lige havde født og at det jo netop er dét man er i mødregruppe for og ..." Længere nåede han ikke i den ellers ret hverdagsagtige small-talk, før jeg brølede "Jeg vil ikke tale om det, for helvede!" 

At bryde mønsteret af undgåelsesadfærd kræver ofte professionel hjælp, hvor man gradvist hjælpes til at konfrontere sine følelser og bearbejde sin oplevelse.

Vejen til bedre fødselsoplevelser

For at sikre, at kvinder får den støtte, de behøver, er det afgørende, at PTSD og PTS efter fødsler anerkendes som alvorlige tilstande. I  Materni arbejder jeg målrettet for at skabe større opmærksomhed på emnet og forbedre tilbuddene til kvinder, der har haft en svær fødselsoplevelse. Min egen fødselsoplevelse og den erfaring jeg har gjort mig, er en kæmpe styrke. Jeg ville muligvis have mine bekymringer i forhold til at vælge en fødselshjælper, som selv har et traume med sig. Det har jeg fuld forståelse for. Jeg forstår, hvis du kan tænke: 

Det er helt naturlige overvejelser: men netop fordi jeg har været der selv, har jeg udviklet en stærk evne til at navigere i pressede situationer. Min erfaring har gjort mig ekstra opmærksom, lyttende og rolig – præcis det, du har brug for i en fødselshjælper. Jeg har tænkt rigtig meget over, hvordan jeg vil italesætte dette, lige siden jeg besluttede mig for at blive doula. For det er faktisk en smule svært at forklare lige netop dét til andre. Jeg vil alligevel forsøge at beskrive, hvordan jeg har fundet mening i, at vige mit arbejdsliv til at kæmpe for, at ingen kvinder skal have det, som jeg havde det både under og efter min fødsel. 

Mange mennesker, der har oplevet et traume, finder en dybere mening i at bruge deres erfaring til at hjælpe andre og forhindre, at lignende hændelser sker igen. Dette ses ofte hos ofre for kriminalitet, der efterfølgende vælger at vige deres liv til oplysning, forebyggelse og støtte til andre ofre. På samme måde kan kvinder, der har oplevet en traumatisk fødsel, finde en stærk drivkraft i at sikre bedre vilkår og forståelse for andre kvinder i lignende situationer. Hvis jeg giver mit ellers minimale spirituelle-jeg en smule taletid, vil jeg nok kunne beskrive det, som en form for højere kald, til nu at agere landsbyens kloge kone, der tager mine medsøstre under vingerne, hvis det giver mening ...

Min egen erfaring med fødselsudløst PTSD giver mig en unik personlig forståelse af, hvad der er på spil for dig og din familie. Jeg ved, hvordan det føles at stå i en situation, hvor man mister kontrollen, og jeg har mærket på egen krop og sjæl, hvilke dybe eftervirkninger og konsekvenser det kan have. Når man selv har været igennem en traumatisk fødsel, bliver det tydeligt, hvor vigtigt det er at forebygge, informere og hvor vigtigt den rette og individualiserede støtte er.

Min erfaring betyder, at jeg ikke blot forstår dine udfordringer – jeg kan forudse dem. Jeg ved, hvilke strategier der virker, og hvordan vi sammen kan skabe en fødselsoplevelse, hvor du føler dig tryg og styrket. Mit arbejde handler ikke kun om at støtte – men om at give dig redskaberne til selv at tage ejerskab over din fødsel.

Min erfaring gør det altså muligt for mig at sætte ord på det usagte, at guide kvinder gennem deres egen graviditets- og fødselsrejse uden frygt og hjælpe dem med at finde styrke, tillid til kroppen og mening i en eventuel tidligere oplevelse. Uanset om du selv har en traumatisk fødsel i bagagen, eller om du blot ønsker at undgå det, er det afgørende at have adgang til støtte, der er både erfaringsbaseret og fagligt funderet. Min egen rejse gennem fødselsudløst PTSD betyder, at jeg ikke blot forstår de udfordringer, du står over for – jeg mærker dem.  Derfor kan jeg tilbyde en tilgang, der er skræddersyet til netop dine behov, hvad enten det handler om at bearbejde tidligere oplevelser, navigere en ny graviditet med tryghed eller forberede dig mentalt og følelsesmæssigt på den kommende fødsel. Gennem samtaler, praktiske værktøjer og dyb forståelse hjælper jeg kvinder med at tage ejerskab over deres fødselsoplevelse og genskabe forbindelsen til deres krop og intuition. Ingen kvinde skal føle sig alene i sin frygt eller usikkerhed – med den rette vejledning, kan du nemlig gå ind til fødslen med styrke, ro og en tro på, at du har ressourcerne til at klare hvad end der kommer til at ske. 

Denne erfaring ikke kan læres i en bog eller tilegnes gennem teoretiske studier, men kun gennemlevet, er den en uvurderlig ressource for dig, der ønsker en fødselsoplevelse præget af tryghed, empowerment og kontrol. Ved at tilbyde kontinuerlig empatisk støtte, professionel vejledning og forebyggende initiativer, kan vi sikre, at flere kvinder kommer styrket ud af deres fødselsoplevelse.

Hjælp i det offentlige efter en traumatisk fødsel: Manglende ressourcer og tomme løfter

På trods af et løfte om 475 millioner kroner til forbedringer af svangreomsorgen i økonomiaftalen for 2022, står mange gravide og fødende stadig uden den nødvendige støtte. Selv blev jeg mødt af et klokkeklart budskab fra Skejby Sygehus: 

"Med mindre du er ved at kaste dig selv eller dit barn ud fra en bro, så kan vi ikke hjælpe dig."

"Vi har ikke noget at tilbyde, hvor end vi gerne ville.”

Et kæmpe stort Universitets Hospital. Et Universitets Hospital, som i øvrigt dagligt oplever ovenstående problematikker og statistik. Der er bare ingen ressourcer. Ingen penge.

D. 6 maj 2022 skrev jeg følgende opslag på min Instagram:

“Har du virkelig fået PTSD efter fødslen?”

Måske.

Højest sandsynligt.

Jeg ved det ikke.

Min traumepsykolog siger, at jeg har.

Den sagstilknyttede fødselslæge med speciale i psykiatri, som også er chef for Sårbar Enhed i Aarhus, siger også, at jeg har.

Men kun en psykiater kan diagnosticere og psykiatrien har nu afvist en udredning, fordi jeg ikke er selvmordstruet. De har ikke ressourcer til at varetage mindre kritiske tilfælde.

Så vi er tilbage til den med broen, som Skejby Sygehus også kom med:

“Med mindre du er ved at kaste dig selv eller dit barn ud fra en bo, så kan vi ikke hjælpe dig”

Vores sundhedsforsikring dækker i øvrigt ikke udredning for PTSD hos en privat psykiater, så det var endnu en blindgyde.

“Hvad skal jeg så gøre?” spurgte jeg forsikringsselskabet.

“Så er der egenbetaling tilbage.”

Så i en situation hvor jeg er for syg til at varetage et arbejde (husk i øvrigt på, hvad dét koster samfundet), fordi et offentligt sygehus har traumatiseret mig ved fødslen af mit barn -  men jeg er ikke syg nok til at få hjælp, fordi jeg ikke er til fare for mig selv eller mit barn - Så skal jeg betale, for at få hjælp? Og dét i en tid, hvor jeg givetvis har betydeligt lavere indtægt at gøre med som sygedagpengemodtager. 

Jeg er vred.
Jeg er frustreret.
Det føles håbløst.

Statistikken for hvor mange kvinder der lider af fødselsrelateret PTSD bliver jo i så fald også helt off. For det bliver ikke diagnosticeret, med mindre broer er involveret?!

Endnu engang efterlades jeg alene med en stor undren over, om det virkelig kan være rigtigt, at det er det vi byder kvinder efter en traumatisk fødselsoplevelse? 

Øget bevidsthed om fødselstraumer kan sikre, at flere kvinder får den hjælp, de behøver, men for at reducere antallet af traumatiske fødsler, kræves gennemgribende forandringer i sundhedssystemet

Vi ved fra forskning, at jo hurtigere man kommer i gang med samtaler og debriefing, jo bedre resultater opnår man hos traumatiserede patienter. 

Det optimale efterbehandlingsforløb foreslås som screening for fødselsrelateret PTSD til 8 ugers efterfødselsundersøgelsen hos egen læge, debriefing 3 måneder efter fødsel samt opstart af samtaleforløb med relevant og kompetent fagperson højest 6 måneder efter fødsel, herunder samtaler med en fødselslæge og eventuel henvisning til fysioterapeutisk tilsyn ved fysiologiske skader.  

I tilfælde hvor PTSD bliver kronisk og fører til sygemelding, eller hvor kvinden helt mister kontakten til arbejdsmarkedet, er det en stor økonomisk belastning for samfundet. Når vi nu ved, at 1 ud af 25 fødende udvikler PTSD som følge af deres fødsel, og der er ca. 60.000 fødsler i Danmark om året, kan vi beregne antallet af ramte kvinder således:

60.000÷25=2.400

Det vil sige, at omkring 2.400 kvinder årligt i Danmark udvikler PTSD efter fødslen, baseret på denne statistik.

Hvordan kan vi, i et velfærdssamfund som Danmark, acceptere, at kvinder i nød overlades til sig selv med håbet om, at de har en sundhedsforsikring, økonomiske midler og enorme mentale ressourcer til at opsøge den nødvendige hjælp – inden de når et punkt, hvor de bliver til fare for sig selv og deres barn?

Når PTSD efter fødslen ikke behandles i tide, kan det udvikle sig til en kronisk tilstand, der ikke alene rammer kvinden, men også hendes familie og samfundet som helhed. Konsekvenserne er alvorlige: langvarige sygemeldinger, mistet tilknytning til arbejdsmarkedet og øgede udgifter til behandling og sociale ydelser.

At først gribe ind, når en kvinde er blevet så syg, at hun udgør en risiko for sig selv eller sit barn, er ikke blot uetisk – det er også økonomisk uansvarligt. Forebyggelse og tidlig indsats er langt billigere end konsekvenserne af ubehandlet fødselsrelateret PTSD. Hver gang vi undlader at handle, pålægger vi både de berørte familier og samfundet en unødvendig og tung byrde.

Løsninger på underfinansiering af svangreomsorgen, personalemangel, udbrændthed blandt sundhedspersonale og manglende ansvarlighed findes der desværre ingen hurtig løsning på og fødselstraumer forsvinder ikke bare fra den ene dag til den anden. Forandring kræver vedholdenhed, systematiske forbedringer og en vilje til at lytte til de kvinder, der har oplevet fødselstraumer på egen krop.

Når vi sikrer bedre pleje, uddanner sundhedspersonale i traumebevidst omsorg og investerer i reel opfølgning, kan vi skabe et sundhedssystem, der behandler kvinder med respekt, empati og anerkendelse. Et system som griber hende og resten af familien i et kompetent (og i øvrigt socioøkonomisk forsvarligt) sikkerhedsnet. Ingen familie i Danmark bør stå alene med konsekvenserne af en traumatiserende fødsel.

Min historie er ikke unik – den er desværre en del af et mønster, der kan og skal brydes. Hos Forældre og Fødsel, hvor jeg sidder i bestyrelsen, indsamlede vi i 2020 i alt 120 vidnesbyrd om svigt i svangreomsorgen, som tydeligt vidner om et system, der alt for ofte svigter kvinder i en af de mest sårbare perioder i deres liv. Disse vidnesbyrd blev katalysator for borgerforslaget Bedre Fødsler, som i 2021 blev vedtaget af Folketinget efter massiv opbakning fra befolkningen.

Vidnesbyrdene afslører gennemgående mønstre af manglende støtte, overbelastede fødegange, fravær af kontinuerlig jordemoderomsorg og mangel på efterfølgende hjælp til kvinder med traumatiske fødselsoplevelser. Kvinder har berettet om at føle sig utrygge, overset og behandlet uden respekt for deres grænser og behov – oplevelser, der i værste fald kan føre til fødselsudløst PTSD.

Vidnesbyrdene beskriver blandt andet:

• Overfyldte fødegange og manglende personale, der skaber utryghed og stress
• Kvinder, der efterlades alene under fødslen uden støtte fra en jordemoder
• Manglende information og kommunikation, hvor kvinder ikke får forklaring på indgreb eller forløb
• Følelsesmæssig og fysisk smerte, der ignoreres eller nedværdiges af sundhedspersonalet
• Mangel på opfølgning og efterbehandling, særligt for kvinder med traumatiske fødsler

At så mange kvinder oplever alvorlige svigt i deres kontakt med svangreomsorgen, understreger, at problemet peger på strukturelle mangler i sundhedsvæsenet. I Forældre og Fødsel arbejder vi målrettet på at sikre, at de politiske løfter omsættes til konkrete forbedringer. 

At få politiske løfter og udmøntede finansielle midler er én ting – at sikre, at de rent faktisk omsættes til konkrete forbedringer, er en anden. I Forældre og Fødsel fortsætter vi dagligt kampen for at holde politikerne op på deres løfter.

Den aktuelle tilstand i svangreomsorgen ano. februar 2025 

Situationen i den danske svangreomsorg er kritisk. På trods af politiske løfter og øremærkede midler til forbedringer, ser vi gang på gang, hvordan ressourcer forsvinder i besparelser og dårlig forvaltning, uden at de når de gravide, fødende og nybagte familier, der har akut brug for dem.

I slutningen af december 2024 modtog vi i Forældre og Fødsel et åbent brev fra personalet på barselsafsnittet på Aarhus Universitetshospital. Her beskrev ni detaljerede beretninger, hvordan alvorlig personalemangel og konstant overarbejde skaber rammer, hvor mødre og nyfødte ikke får den nødvendige omsorg og støtte. Samtidig oplever personalet, at den øverste ledelse ikke tager situationen tilstrækkeligt alvorligt. Dette har allerede resulteret i fejl og pressede forløb, som kan få alvorlige – i yderste tilfælde fatale – konsekvenser. Når personalet frygter for patientsikkerheden, bør vi alle lytte.

For når vores sundhedssystem er så presset, at fejl og manglende omsorg bliver hverdagskost, er det ikke kun et problem for de enkelte familier, men for os alle.

Økonomiaftalen fra 2022 mellem regeringen og Danske Regioner afsatte 475 millioner kroner til forbedringer af svangreomsorgen. Disse midler skulle sikre mere tryghed, nærvær og støtte før, under og efter fødslen. Men hvor er de blevet af?

I stedet for at styrke svangreområdet ser vi ansættelsesstop, underbemandede afdelinger og et sundhedssystem, der er presset til bristepunktet. Ifølge en sygeplejerske fra AUH’s barselsafsnit, som for nyligt skrev et debatindlæg i Jyllands-Posten, har et ansættelsesstop væltet afdelingen, mens de eksisterende ansatte kæmper for at holde sammen på et system, der smuldrer.

Det er uforståeligt og uacceptabelt, at midler, der er øremærket til fødselsområdet, forsvinder i det sorte hul af besparelser og dårlig forvaltning. Politikerne må stå til regnskab for, hvordan disse midler bliver brugt – og sikre, at de faktisk kommer familierne til gode. Øremærkede midler skal bruges på reelle forbedringer, ikke blot på at lappe huller i et sundhedssystem, der i årevis har været underfinansieret.

Obstetrisk vold – når systemet svigter de fødende

Obstetrisk vold er et begreb, der stadig er relativt nyt i Danmark – men det betyder ikke, at fænomenet ikke eksisterer. Det dækker over situationer, hvor fødende oplever manglende information og samtykke før indgreb, følelsesmæssig manipulation, respektløs kommunikation eller direkte overgreb i forbindelse med graviditet, fødsel og efterfødselstiden.

Oftest er obstetrisk vold ikke et udtryk for en bevidst intention om at skade, men snarere et symptom på dybereliggende strukturelle problemer i sundhedsvæsenet. Et presset system, hvor tidspres, mangel på personale og rigid hospitalspolitik fjerner fokus fra den enkelte kvindes behov, er med til at skabe rammer, hvor den fødendes autonomi og oplevelse bliver tilsidesat.

Men vi kan ikke ændre noget, vi ikke anerkender.

Derfor er det afgørende, at vi taler om obstetrisk vold, skaber bevidsthed og kræver forandringer, der sikrer, at alle fødende behandles med respekt, omsorg og faglig kvalitet.

Hvad kan vi gøre lige nu og her? 

Til Forældre og Fødsels generalforsamling på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts 2025 sætter vi fokus på obstetrisk vold gennem faglige oplæg og debat. Vi vil arbejde for at bygge bro mellem fødende og sundhedsvæsenet, så vi sammen kan finde løsninger, der skaber en tryggere og mere respektfuld svangreomsorg. 

Deltag d. 8. marts 2025 11.00-17.00
Borgernes Hus, Østre Stationsvej 15, 5000 Odense, lokale 3.3

Kom med og brug din dag sammen med andre fødselsentusiaster og -aktivister, bliv klogere på obstetrisk vold og vær med til at få indflydelse på Forældre og Fødsels fremtidige arbejde med at forbedre svangreomsorgen. 

Vi har valgt at holde generalforsamlingen på kvindernes internationale kampdag, fordi vi ønsker at sætte fokus på den særlige kønsbaserede voldsform obstetrisk vold - fysisk, psykisk og/eller strukturel vold i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel.

  Tilmeld dig her senest den 6. marts 2025.   

Min fødselsoplevelse har ændret mig for altid. Ved at fortælle om den og hårdnakket fortsætte med at italesætte de traumer, vi kvinder unødigt udsættes for, nægter jeg at lade det være en virkelighed, vi bare accepterer.

Jeg taler, fordi ingen kvinde skal stå alene med følelsen af svigt. Fordi ingen nybagt mor skal forlade en fødegang med mere frygt end glæde. Fordi ingen kvindekrop skal behandles som et stykke kød, der blot skal håndteres, i stedet for at blive respekteret, lyttet til og støttet.

Jeg nægter at lade disse oplevelser blive fejet ind under gulvtæppet af systemets undskyldninger. Hvis vi insisterer, råber højt og kræver vores plads i samtalen, kan vi ændre fremtiden for de kvinder, der kommer efter os.

Litteratur og kilder om PTSD og fødsler

Czarnocka, J. & Slade, P. (2000). Prevalence and predictors of post-traumatic stress symptoms following childbirth. British Journal of Clinical Psychology, 39, 35-51.

Soet, J. E., Brack, G. A., & Dilorio, C. (2003). Prevalence and Predictors of Women’s Experience of Psychological Trauma During Childbirth. Birth, 30(1), 36-46.

Ayers, S. & Pickering, A. D. (2001). Do Women Get Posttraumatic Stress Disorder as a Result of Childbirth? A Prospective Study of Incidence. Birth, 28(2), 111-118.

Beck, C. T. (2004). Birth trauma: In the eye of the beholder. Nursing Research, 53(1), 28-35.

Grekin, R., & O'Hara, M. W. (2014). Prevalence and risk factors of postpartum posttraumatic stress disorder: A meta-analysis. Clinical Psychology Review, 34(5), 389-401.

Olde, E., van der Hart, O., Kleber, R., & van Son, M. (2006). Posttraumatic stress following childbirth: A review. Clinical Psychology Review, 26(1), 1-16.

Øvrige kilder

Jordemoderforeningen (2021). PTSD efter fødsler: En overset virkelighed. Jordemoderforeningen.dk

Danske Regioner & Regeringen (2022). Økonomiaftalen 2022: Forbedringer i svangreomsorgen.

Forældre og Fødsel (2024). Generalforsamling 2025 & Obstetrisk Vold. www.fogf.dk

Jyllands-Posten (2024). Debatindlæg: Ansættelsesstop på AUH’s barselsafsnit truer patientsikkerheden.

Politiken (2024). Det er absurd, at vi skal kæmpe for rettigheder, der for bare 20 år siden var en selvfølge.

Femina (2024). Kvinderne råbte op – nu er aftalen der, som skal sikre bedre fødsler.

Sundhedsstyrelsen (2023). Anbefalinger for svangreomsorg og fødselsforløb i Danmark.