Dette indlæg er under opbygning og indeholder små tekniske fejl og mangler :-)
Dette er min egen intense og dybt personlige beretning om fødslen af min søn, August. Den 15. marts 2021, under en global pandemi, begyndte min rejse ind i moderskabet med en fødsel, der ikke kun testede mine fysiske grænser, men også udfordrede min mentale og følelsesmæssige styrke. I denne rørende fortælling udforsker jeg de komplekse følelser og de svære øjeblikke, der fulgte min søns fødsel. Gennem en nøje beskrivelse af min egen fødselserfaring, fra hjemlige drømme til kejsersnit under akutte omstændigheder, giver jeg et indblik i de realiteter ved fødsel, vi som oftest ikke fortæller. Min historie understreger betydningen af støtte, forståelse og faglig omsorg under fødslen. Læs mere om, hvordan min partner, Marcus, og jeg navigerer i eftervirkningerne af en traumatisk fødsel og hvordan vi finder vej til helbredelse og accept. Jeg håber så inderligt, at det på en eller anden måde, kan være med til at hjælpe nogen ❤️🩹
Det er sårbart.
Det er mit livs krise, du her inviteres til at læse.
Derfor vil jeg også opfordre dig til at tage godt og blidt imod det du læser.
Der gik næsten to år, før jeg havde modet til at fortælle min fødselsberetning. For det føltes lidt som at krænge sin sjæl på vrangen. Men det føltes vigtigere, at gøre det.
D. 18/3/2021 skrev jeg følgende på min Instagram:
Knap 300 likes og en masse lykønskninger, kom der. Jeg husker ikke, at jeg lavede opslaget. Faktisk er det mere held end forstand, at jeg ikke skrev vores CPR-numre, eller et eller andet der var betydeligt mere wack, end ovenstående. "Vi har det alle godt" .. Det kunne bare ikke være længere fra sandheden, på det tidspunkt. I stedet kunne der have stået: "Vi overlevede"
Al hvad jeg havde håbet på at undgå, i forhold til medicinsk ingriben og konsekvenser heraf skete - igangsættelse på Angusta 41+6, gentagende ve-storm, diverse gentagende katetere, hindesprængning, epiduralblokade, feber, dalende hjertelyd, stort blodtab, ve-drop og jeg kunne blive ved og ved. Så mange uheldige og uforglemmelige hændelser.
Efter 23 imers aktiv fødsel, endte fødslen i akut kejsersnit.
Jeg har en del billeder fra vores indlæggelse og tiden efter fødslen. Muligvis fordi det med at fotografere, er så second nature for mig. Men året efter, poppede et Snapchat-minde op. En video. Jeg har ingen anelse om, hvem jeg har sendt den til. Den er kun 12 sekunder og virker som en afslutning på en hilsen til en veninde. Det er en af de mest uhyggelige videoer, jeg nogensinde har set, af mig selv. For det er ikke mig, på den video. Jeg er simpelthen ikke til stede.
Tårerne trillede ned af mine kinder, da jeg efter den ottende afspilning af det åndssvage Snap-minde indså, hvor fucked jeg virkelig var, da vi var indlagt. I baggrunden høres, hvad jeg i dag ved, kaldes en epidural bolus. Det er en mekanisk lyd der kommer, når pumpen koblet op til et epidural kateter injicerer en dosis smertelindrende. Pumpen er programmeret til at injicere eksempelvis 6 ml bolus smertestillende medicin hvert 45. minut i epiduralrummet (ryggen). Og ofte anvendes en sådan da også til per- og postoperativ smertebehandling - men det er (åbenbart) ret usædvanligt, stadig at have epiduralen på fuld rebecca tre dage efter et kejsersnit.
I min journal kan jeg læse mig frem til, at samtlige af deres forsøg på at smertelindre efter fødslen, fejler. Der er beskrevet store doser af morfin, som sprøjtes ind i mine årer, og flere steder er det noteret, at man bør nedsætte forbruget af opioider, men at "mater fortsætter smertegennembrud nu på fjerde døgn, stadig uden søvn".
Jeg har nogle små videoer af min nyfødte søn, hvor jeg taler til ham. I en stemme der ikke er min. Jeg siger eksempelvis, at "vi kan sende videoen til din mor og moster" - altså min mor - barnets mormor, men det har jeg, på det her tidspunkt ikke hjernekapacitet til at overveje.
Lad os spole tilbage til start ...
D. 23 juni 2020 stod jeg med en test, hvor der vist nok var to streger. Jeg testede så tidligt, at man kun lige kunne ane den anden streg. Dagen efter, var den mere tydelig og den var god nok. Jeg var gravid!
Jeg havde målt min kropstemperatur hver morgen på samme tidspunkt og tisset på ægløsningspinde siden d. 11 marts 2020. Jeg havde holdt skarp øje med min cyklus og forberedt kroppen på graviditet et helt år inden de to streger.
Et rigtigt ønskebarn. Jeg havde været klar længe. Min kæreste skulle lige følge trop og var meget pragmatisk. Der skulle være styr på opsparingen, uddannelse, økonomien og på boligen og solen, månen og stjernerne. Jeg husker samtalen mellem os det forår, hvor vi hånd i hånd gik mellem duften af ramsløg og kølig vind og talte om, hvornår vi ville stifte familie. Jeg prøvede mig mig med, at tale bag om det praktiske. Hvad drømmer vi om? Hvordan forestiller du dig vores fælles fremtid? Hvad skal der til, førend at du kan mærke, at du er klar? Det blev en lang snak om, hvordan livet er uforudsigeligt og at vi ikke ved, hvad der kommer til at ske. At hvor end vi gerne vil, kan vi ikke kontrollere alt. Vi talte om, hvordan lykken ser ud i dagligdagen og om hvordan, at dårlige dage eller perioder, altid vil være en del af det at være et menneske og leve sammen i en nær relation. På det her tidspunkt, havde vi været sammen siden november 2017 og jeg havde været klar over, 5 minutter inde i vores Tinder date på Brætspilscaféen i Aarhus, at her var han. Ham, som jeg ville tilbringe mit liv med. Vi spillede vores egen version af Det Dårlige Selskab og på et tidspunkt, havde jeg et kort på hånden - den præcise ordlyd husker jeg ikke - men hvor der stod noget om, at et år fra nu, er vi sammen - og jeg var klar på at smide det kort.
Det var vigtigt for mig, at hverken min kæreste eller jeg, måtte ende med en følelse af, at jeg overtalte ham til at få et barn. Og det er faktisk et rigtig godt billede på, hvordan vi supplere hinanden, Marcus og jeg. Jeg er lidt mere spontan og det-ser-vi-til-når-vi-når-der-til kinda-girll, hvor Marcus helst ser, at der er en plan A, B, C (og i hans hovede, har han højest sandsynligt også udtænkt plan D, E, F og muligvis også G). Det betyder, at vi hver især besidder de kvaliteter, som den anden mangler. Han sørger for, at store beslutninger er velovervejede og jeg står klar med et kærligt puf. Vi kan begge lide kontrol og forudsigelighed og vores værdier som mennesker, passer som hånd i handske.
Det var ikke fordi, at der var skyggen af fertilitetsproblemer at spore, at jeg målte temperatur, nørdede i ægløsningstests og dedikerede adskillige noter med bilag og screenshots. Husk på, at vi her skriver marts 2020 og landet var komplet lukket ned. Jeg havde vitterligt ikke andet at give mig til og gå op i. Så jeg lavede yoga på stuegulvet, mediterede, lavede sunde smoothies, eksperimenterede med surdej ligesom resten af det ganske danske land og så tja ... Så fik vi ellers tiden og lockdown til at gå med at lave en såkaldt corona-baby.
Nu har du et udmærket billede af vores udgangspunkt. Hvor det hele begyndte. Vi trykker på spol-knappen igen, for jeg havde verdens bedste graviditet. Naturligvis med almene gener, som kvalme i starten og måtte da også sygemeldes sidst i graviditeten, fordi mit haleben ikke havde det godt med at sidde stille på en kontorstol. Men jeg havde det helt fint ellers. Vi var virkelig lykkelige og alle skanninger og undersøgelser gik præcis som de skulle. En fuldstændig gennemsnitlig baby. Jeg var så forelsket i det lille liv. Min kæreste og jeg var i en vanvittig tæt samhørighed og der var sådan en dejlig klang af forevigt imellem os. Dagen, jeg testede ægte positiv, var også dagen hvor vi overførte udbetalingen på vores hus, hvor vi stadig bor. Vi kunne altså rigtig bygge rede og imødekomme næste kapitel af vores liv, som snart bød på villa i forstaden, far, mor og en lille søn.
Jeg kan godt lide at være godt forberedt. Tasken var pakket, børneværelset var færdigt og jeg var da også mentalt klar længe inden 37+0. Jeg følte, at fødslen var mit livs eksamen og at jeg så i øvrigt ville kunne komme op i hele pensum.
Jeg var højgravid under endnu en nedlukning og al fødselsforberedelse var aflyst. Jeg følte det derfor som mit eget ansvar, at få læst på lektien. Mit udgangspunkt var egentlig, at jeg var utrolig bange for at føde. Jeg hader og frygter alt med nåle og hospitaler. Jeg nåede endda at deltage et par gange på et “Når frygten for fødslen fylder” kursus, førend det også blev lukket ned. Som månederne gik, fik jeg heldigvis styr på den frygt. Daglig yoga og meditation hjalp mig rigtig meget, men jeg brugte også rigtig meget tid på at forberede mig. Gennem podcasts, bøger og deslige fandt jeg ro i det og glædede mig endda til at føde til sidst.
Jeg tænkte meget over hvordan jeg ønskede det skulle foregå, men med et realistisk billede af, at der er meget lidt man kan kontrollere. Kontroltabet var svært for mig.
Egentlig, ville jeg aller helst bare gerne føde der hjemme i et stort, varmt fødekar foran vores store vinduesparti i stuen. Med dæmpet belysning, rolig musik og masser af kærlighed. Så naturligt som muligt. Bare i en dyb sammenhørighed med min kæreste og jeg. Jeg forestillede mig, hvordan jeg selv tog imod mit barn og at vi krøb under vores egne dyner efterfølgende.
Min kæreste sagde no-go til hjemmefødsel. Han havde hørt et par skrækhistorier fra nogle kollegaer. Han ville have masser af dygtigt personale og styr på tingene og det var han overbevist om, kun kunne være på sygehuset. For hvad nu hvis noget gik galt?
Lige dét havde vi også begge et realistisk syn på - for der kunne jo opstå komplikationer. Sådan er fødsler jo så uforudsigelige.
Terminsdatoen kom og gik og igangsættelsen spøgte. De to uger jeg gik over min terminsdato, var de to længste uger i mit liv. Jeg læste engang, at når bare du når 37+0, så er der ikke 7 dage på én uge, men 1924990. Sådan føles det i hvert fald.
Jeg ville ikke sættes i gang. Jeg følte det som et stort indgreb og jeg var bange for de kendte bivirkninger. Jeg følte, at det ville være en helt forkert start - man er kompliceret fødende fra start, skal overvåges og der er flere ting man ikke må, som jeg vidste jeg gerne ville. Jeg ville jo bare gerne, at det skulle være så naturligt som muligt.
41+6 var vi til samtale på igangsættelsesklinikken. Vi blev mødt af en ældre og travl jordmoder. Hun mente, at Angusta var det eneste rigtige. Jeg var jo førstegangsfødende. Angusta var noget nær det sidste jeg havde lyst til. Vi forsøgte at indgå dialog omkring mulighederne. Der var ingen. Det kan da godt være, at det faktisk forholdte sig sådan, men vi fik indtryk af, at hun havde for travlt til at tænke i alternativer og at Angusta jo bare er det man gør. Den her samtale foregik på gangen og hun vendte nærmest kroppen væk fra os, som om hun var på vej videre. Vi prøvede at sige nej til Angusta. Det var også fint, vi skulle bare lige vide, at vores beslutning var i direkte strid med Sundhedsstyrelsens anbefaling og at de ikke kunne garantere for vores babys liv og helbred. Barnet kunne jo gå til i maven. D. 14/03 2021 kl 10:03 tog jeg den første Angustatablet. Hvor har jeg mange gange tænkt over, at det hele måske var gået helt anderledes, hvis den samtale havde haft et andet udfald.
Hvad nu hvis jeg havde stået ved mit nej tak til igangsættelse? Var jeg så gået i gang af mig selv indenfor et par dage og havde haft en forholdsvis ukompliceret fødselsoplevelse, eller havde mit barn måske ikke overlevet? Det er der ingen der kan svare på.
Men hvad nu hvis, at den her jordmoder havde sagt noget i stil med: “Ved i hvad, jeg kan godt mærke på jer, at i er lidt i vildrede her. Kom, så sætter vi os lige ind og taler om det og gennemgår de forskellige muligheder” (eller mangel på samme). Tænk nu, hvis vi havde følt os set, mødt og hørt i vores ønsker og bekymringer. I så fald tror jeg, at igangsættelsen havde landet et helt andet sted hos mig mentalt. Hjemme fra hospitalet spillede min kæreste og jeg brætspil og forsøgte at få tiden til at gå. Jeg var enormt træt efter mange dage med manglende søvn, grundet en blanding af bekymringer, smerter og ubehag.
Ved 18 tiden fik jeg nogle plukkeveer som ikke rigtig ville slippe igen. Maven var stenhård hele tiden. Livmoderen er en muskel, og hvad nu hvis den trættes/udmattes på forhånd, tænkte jeg. Jeg ringede til fødeafdelingen. Jeg skulle afvente en ekstra time med næste tablet og ringe igen. Jeg havde her taget 4 tabletter. Kl 19:30 ringede jeg igen stadig med en stenhård bowlingkugle på maven. De ville gerne se mig. Mens vi talte sammen i telefonen, var jeg ved at få tøj på og komme ud af døren. Min kæreste spurgte “hva, er du okay?”. Mit svar var “ja ja. Jeg har bare veer!” Der blev hjuplet både i telefonen og fra min kæreste. Yes! Nu var vi igang her 1924990 dage over termin (sådan føltes det jo!)
Vi var ikke engang nået 5 min væk hjemmefra, før veerne nev godt til og der var heller ikke rigtig nogen pause imellem. Jeg kunne ikke rigtig tale. Jeg fandt min telefon frem med appen som kunne tracke veerne. Der var mellem 3-5 minutter mellem veerne som også varede ret lang tid af gangen. Da vi var tæt ved sygehuset, sagde jeg “er det meningen det skal være så meget her med det samme?” men stemningen var egentlig god, og jeg husker da også at jeg lavede en lille sejersdans på parkeringspladsen, over at vi endelig var i gang med fødslen.
Ved 20-tiden, I et undersøgelsesrum, får jeg en CTG på. Jeg er 2 cm men livmoderhalsen er hård og tyk. Jeg forsøger at vise jordemoderen appen på telefonen, som de sidste 40 min har tracket mange lange veer uden pause. Hun nærmest griner af mig og vil ikke se appen. Jeg er jo førstegangsfødende og først lige begyndt at få veer. Jeg når ikke at ligge med CTG’en særlig længe, før vi må kalde hende ind igen - jeg skal på toilettet NU. Jeg nærmest løber vraltende ned på toilettet, som i øvrigt tilhører venteværelset til akutmodtagelsen. Jeg eksploderer ude på det toilet. Fra begge ender. Samtidig med, at veerne bare ruller ind over mig. Jeg har mistet al kontrol over min krop, som føles kortsluttende og i stor smerte. Jeg får et slags blackout. Jeg får en kanyle i låret (vehæmende) og kan trække vejret igen. Jeg finder efterfølgende ud af, at det jeg oplevede var en vestorm - hyperstimulation af livmoderen. Jamen hej førstegangsfødende! Velkommen til din fødsel. Det var alt sammen meget voldsomt og overvældende. At der ikke var nogen der forklarede mig, at det jeg lige oplevede, var en hyperstimulation og samtidigt fortalte, at det var en almen kendt bivirkning ved indtagelse af Angusta, gjorde at jeg bare følte mig flov og forkert. Som om det var mig og min krop der var noget galt med.
Jeg bliver herefter indlagt og er lettet over dette. Jeg troede, at jeg måske ville blive sendt hjem igen, for jeg var jo ikke udvidet eller noget. Vi fik en fødestue og da jeg kom ind og så den lille kuvøse med den lille hue der lå, begyndte jeg at græde og kom i tanke om, at det jo var fordi min baby skulle til verden! Jeg havde været i overlevelses-mode og været så overvældet fysisk, at jeg helt havde glemt at jeg skulle føde.
Vi får en jordmoder og en studerende. De er søde, nærværende og rolige. De har læst vores ønskeseddel og spørger, om de ikke skal gøre et kar klar til mig. Det var et af mine højeste ønsker og jeg troede faktisk ikke jeg måtte, fordi jeg var igangsat. De skulle nok holde godt øje med baby nede i karet, lovede de, så det var ikke noget problem. Min mor tilsluttede sig selskabet, jeg fik lidt mad og drikke, vi tændte vores medbragte LED lys, satte noget roligt musik på og fik dæmpet belysningen. Der var en dejlig rolig stemning og jeg fik kontrollerbare veer igen, som jeg kunne arbejde godt med.
Vandet var helt fantastisk og vi havde virkelig nogle smukke øjeblikke der, min kæreste og jeg. Bare os to, i mørke med lidt LED stearinlys, masser af kys og nærvær. De timer her, var de bedste øjeblikke af min fødsel og præcis sådan som jeg havde håbet og drømt om.
Jeg får stærkere og stærkere veer og mere og mere ondt. På et tidspunkt bliver det varme vand klamt for mig og smerterne for store, så vi aftaler med jordemoderen, at jeg skal op ad karet og vi lige skal tage en status og snakke smertelindring.
Herfra er der store huller i min hukommelse. Jeg husker, at jeg fik voldsomt ondt. Ikke blot under ve, men også mellem veerne. Jeg har efterfølgende fundet ud af, at når barnet står skævt/forkert i bæknet, så gør alt endnu mere ondt. Det var en enormt lettelse for mig at høre, fordi jeg troede at det bare var mig der var pylret. Jeg får nemlig gentagende vestorme hen over natten, med så kraftige veer og så meget smerte, at det ofte sortner for mine øjne. Jeg bliver sindsygt forpint. Jeg kan ikke tale. Alt jeg gør, er at trække vejret gennem lattergasmasken mens jeg bevægede mine hofter foroverbøjet ind over lejet. Det står på i mange timer. Jeg græder meget og kan ikke holde smerten ud længere. Min kæreste har talt mig igennem hver eneste ve og er den bedste makker man kunne forestille sig.
Jeg bliver undersøgt og er 4 cm. Jeg beder om en epiduralblokade. Jordemoderen siger så, at hun kan se, at jeg som udgangspunkt ikke ønsker det ud fra min ønskeliste. Jeg fremstammer, at der meget nøje overvejet står “trækker fødslen ud og/eller bliver Julie forpint, er epiduralblokade okay.” Og forklarer jordemoderen, at begge dele er tilfældet.
Men der går ligesom stadig noget galt i kommunikationen her. Jeg er stadig så forpint, at jeg ikke kan åbne øjnene og er i min helt egen verden. På et tidspunkt, lang tid efter min efterspørgsel på EB, hørte jeg jordemoderen tale i telefon hvor hun siger noget med, at hun venter på at hun kan bestille den. Jeg nærmest brøler ud i rummet, om ikke hun har bestilt den endnu?! Her troede jeg, at vi bare ventede på anæstesi og at hvert øjeblik, ville den ulidelige smerte blive mindre. Hun skulle først foretage nogle undersøgelser på mig, før hun kunne bestille blokaden og det kunne hun jo ikke få lov til, når jeg var i så meget smerte. Havde hun nu sagt det, kunne jeg jo få smerterne til at blive mindre hurtigere!
Der skal ligges et venflon kateter i min hånd. Husk på, at jeg absolut hader nåle. Det her stykke af historien mangler fra min hukommelse, fordi jeg blander mine nuværende mareridt sammen med hvad der rent faktisk skete, men jeg prøver: hun kan ikke få lagt det ordentligt og graver rundt med nålen inde i hånden. Hun må stikke mange gange. Der må flere mennesker til at holde mig nede på leget. Jeg skriger. Det var et overgreb. Jeg svæver ud af kroppen og ser det hele fra siden, som jeg står ved siden af mens det sker. Jeg skulle jo have det drop. Et nødvendigt onde. Jeg har stadig føleforstyrrelser i hånden i dag.
Anæstesilægen kom heldigvis ret hurtigt efter og var et frisk pust. En ung og gæv gut med en fin humor, der lige lettede mit humør en smugle. Omkring kl 5 er jeg et helt andet menneske. Blokaden virkede med det samme. Jeg forstår godt, at man kalder den for Guds gave til kvinder. Det var den bedste beslutning jeg nogensinde har truffet.
Jeg kunne se på skærmen, at veerne fortsat rullede ind over mig, men jeg mærkede dem næsten ikke. Jeg havde sindssygt ondt i hånden og holdte den musestille. Ingen måtte komme i nærheden af den. Efter noget tid ville jeg op af sengen og her tabte jordemoderen mig næsten på gulvet! Jeg havde mistet følingen i højre ben. En kendt bivirkning. Jeg kunne heller ikke tisse, selvom jeg skulle. Også en kendt bivirkning, som vi lige skulle være obs på. Vi fik lidt mad og min kæreste og jeg fik stuen i fred lidt. Vi lå bare sammen på leget og blundede lidt. Hvad der føles som ret kort tid efter (omkring kl 08) bliver vi vækket ved, at der er jordmoderskifte.
Vi får en ung jordmoder som kort præsentere sig, men går igen, da hun nok godt kan fornemme, at vi lige har et øjebliks tiltrængt hvile. Lidt efter kommer en ny jordmoder og vækker os, fordi hun havde overtaget forløbet i stedet. Det bliver altså kun til små afbrudte powernaps.
Den nye jordmoder undersøger mig med henblik på at ligge en plan. Jeg er stadig kun 4 cm. Alle de veer og alt den smerte, for ingen verdens nytte. Det er virkelig nedslående og demotiverende. Der er tale om, at baby står skævt, men ikke som om det er noget. Jeg nævner, at babyer der står skævt i bæknet ofte ender med at blive forløst ved kejsersnit og udtrykker at jeg er bange for det, men det bliver slået hen. Jeg græder og vi er begge tyndslidte og opgivende. Jordemoderen vil ligge et kateter for at tømme min blære. Jeg græder endnu mere og er bange for at det gør ondt, så jeg ville ikke rigtig lade hende gøre det, men det var ikke så slemt da hun så endelig fik lov. Men ubehageligt og ydmygende. Det sker yderligt 6 gange under fødslen.
Alt i mens er der hele tiden overvågning på baby, som under hele forløbet lader til at hygge sig inde i maven og i hvert fald ikke have travlt med at skulle nogen steder foreløbigt.
Over de næste mange timer, havde jeg veer som jeg ikke rigtig mærkede grundet EB’en. Vi forsøgte med forskellige stillinger og lidt rebozo, for at få baby bedre ned i bæknet. Alt på eget Initiativ. Jordemoderen var ikke rigtig til stede. Jeg tror jeg blev afskrevet som sådan en langsom førstegangsfødende. Kl 15 undersøges jeg igen og her er jeg stadig kun 4 cm. Der tilkaldes en fødselslæge. Der skal til at ske noget.
Vandet bliver taget i håb om at det sætter fut i sagerne. Vandet er grønt. Det er ikke godt. Der påsættes en elektrode på min babys hoved og han ser heldigvis ud til stadig at have det fint derinde. Jeg får endnu en vestorm og bliver tiltagende forpint. Jeg har nu også både høj feber og blodtryk.
Ved endnu et jordmoderskifte er vi ved at løbe tør for tålmodighed. Jeg vil føde nu. Jeg har haft vestorm længe, hvor jeg dog føler at jeg har arbejdet godt sammen med veerne. Jordmoderen præsentere sig ikke og virker stille og reserveret. Jeg undersøges og er 6 cm. Yes! Fremgang! Endelig, men stadig lang vej til de 10. Jeg efterspørger en plan og et tidsestimat. Hun kan ikke give mig nogle af delene. Jeg kaster op, er forpint og kan kun ligge på ryggen og hulke. Jeg tjekker lidt ud her. Jordmoderen taler ikke med mig overhovedet. Guider mig ikke. Hepper ikke. Der er ingen kommunikation. Jeg hulker bare, heldigvis med min kæreste ved min side.
Jeg blev bragt tilbage til omverdenen ved at en fødselslæge sagde, at hun lige vil undersøge mig. Jeg kan nu masseres til 7 cm, men jeg er stadig 6 cm under ve. Hun siger, at baby bliver tiltagende påvirket af de mange vestorme. Hun stillede sig nærmere mig, helt op så hun stod ved mit hoved og her brød jeg fuldstændig sammen. Jeg vidste godt hvad hun ville sige.
Jeg kan ikke længere fremstamme ord. Jeg hulker højlydt. Min kæreste græder også og får fortalt, at kejsersnit er mit værste mareridt.
En del forskellige personer taler sammen i hjørnet af stuen. Mine kæreste og jeg ligger i en omfavnelse og bare græder sammen. Min jordmoder er ingen steder at se. Min mor som har født min lillesøster ved kejsersnit, får sagt alle de rigtige ting til mig her. Så er han ude hos os lige om lidt. Man mærker kun en asen og masen, men ingen smerte. Der kommer et dække for, så jeg ikke kan se noget. Jeg skulle bare forestille mig, at min lille dreng ville ligge lige her hos mig snart. Det hjalp, men jeg var stadig fast besluttet på, at jeg ville have en chance til! Jeg ville ikke give op endnu. Jeg var alt for bange for kejsersnit.
Lægen gav mig én time. En time med ve-drop, for at sparke mere power i veerne og så skulle der være fremgang. Ellers hed det kejsersnit.
Min mor siger, at jeg jo ikke kan mere. “Prøv at se på hende!” men jeg finder et eller andet dybt indeni. En eller anden kæmpe stædighed. Jeg ville føde selv. Jeg ville have ham ud til os nu. Jeg ville have kontrollen over min fødsel tilbage og nu skulle jeg satme nok lige tage røven på dem alle sammen, skulle jeg.
Jeg fik musik i ørene. Sådan noget rigtig power musik - Kanye West, Suspekt og andet der bare gav den der rigtig kriger/empowerment følelse. Jeg sad på en pilates bold og hoppede, havde lattergasmasken i den ene hånd og min indpakkede og sårede hånd med ve-droppet forblev som forstenet og gjorde fortsat vandvittigt ondt. Alt i mens jeg hele tiden holdte øje med min søns hjerterytme på skærmen, koncentrere jeg mig på et helt nyt niveau og gik fuldstændig ind i mig selv i et zen af ren og skær arbejde med kroppen.
Men jeg fik ikke ro. Ve-droppet bibbede og jordemoderen skulle fikse det ved hele tiden at røre ved den ømme hånd og jeg måtte pause mine hop, mit musik og ikke mindst mit fokus og koncentration. Det blev ved med at ske - det bibbede, hun afbrød og pillede ved hånden. Jeg har ikke tal på hvor mange gange det skete, men til sidst blev jeg så frustreret, at jeg vrissede af hende: “Hvis ikke du kan få det til at fungere, så må du finde en anden der kan!”. Jeg er på mit yderste her. Som kvinde og som menneske. Det er naturligvis ikke pænt af mig at tale sådan, men jeg var trængt op i en krog og presset af aktiv fødsel på 20. time. Så sker der så bare desværre det, at jordemoderen kommer med et højlydt “humpf” ruller øjne og sætter sig over til computeren. Hun er tydeligt sur. Min kæreste forsøger at tale til hende. Jeg har taget min musik tilbage i ørene, så jeg kan ikke høre hvad han siger, men jeg kan se, at hun nægter at svare ham eller se på ham. Det er nemt at være bagklog, for her skulle vi have bedt om en anden jordmoder. I stedet tænker jeg, at det jo er hende der skal være med til at få vores barn til verden på den ene eller den anden måde, så jeg ønsker at have hende på mit hold. Jeg undskylder oprigtigt og beklager min opførsel. Hun ruller med øjnene til svar.
Lidt efter kommer fødselslægen tilbage. Der er måske gået 30 minutter.
Jeg blev forfærdelig ked af det lige der, som om noget indeni mig gik i stykker. Som om, jeg blev hægtet af. Men jeg ønskede jo heller ikke at skade mit barn. Jeg sammentrykkede til kejsersnittet.
Der blev givet besked om kejsersnit grad 3 til personalet. Jeg får besked på lige at børste tænder og få lidt vand og så ville vi lige så stille køre af sted. CTG’en bliver taget af og efter noget lignende 20 timer med den der, føles det virkelig rart, selvom jeg stadig er tilkoblet med diverse ledninger og drop.
Alt er egentlig rimelig roligt og jeg har accepteret, at det nu er kejsersnit der skal ske. Jeg kommer op på en anden seng og CTG’en kommer på igen og så går det for alvor løs -
Der bliver trykket på en knap (omlagt til grad 2), folk råber og det bimler og bamler. Min kæreste råber og jeg registere, at det er fordi de er ved at løbe med sengen uden at huske alle de ledninger jeg er koblet på - blandt andet river han hårdt fat i den der er koblet til hånden, så stativet vælter, i stedet for at nålen blev rykket ud af hånden. Epiduralledningen giver et ryk og jeg skriger. Min kæreste skriger “ja den sidder ligesom fast i ryggen på hende!” Jeg blev svimmel og det sortnede for øjnene. Jeg kan huske at jeg registrere min mor sige “Så stop da de veer!” og et øjeblik efter stanges en kanyle i låret på mig. Vehæmende - ikke at jeg vidste det på det tidspunkt. Endnu et overgreb. De løber stærkt med mig ned af gangen. Ingen taler med mig. Jeg aner ikke hvor min kæreste er. Jeg stopper med at bevæge mig og med at græde. Jeg er overbevist om, at min baby er ved at dø. Tjekker fuldstændig ud og stirrer bare tomt ud i luften. Jeg er overbevist om, at jeg er ved at dø. Jeg hører min mor grædende råbe “nu passer i satme godt på hende!”.
Jeg fornemmer at der sker en masse rundt om mig. Folk taler og løber rundt. Det høres for mig lidt ligesom den summen der er til fester eller arrangementer hvor mange er samlet. Jeg ved ikke om nogen taler til mig. Jeg ved at vores jordmoder ikke er nogen steder at spotte, for jeg leder et kort sekund efter nogen som kunne gribe mig lidt. Men der er ingen. Min kæreste kom til og var lige ved mit hoved hele vejen igennem, men jeg registrere det knapt nok. Jeg stirrer stadig bare tomt op i loftet.
Med et kæmpe jag, af den hidtil største pludselige smerte, bringes jeg tilbage til virkeligheden. Anæstesilægen var kommet til at slå hans albue lige ned i hånden med venflon kateteret. Jeg hulker i smerte og vil ikke være med mere. Jeg nægter at de forstætter og er rædselsslagen for, at de ikke kan bedøve mig ordentligt.
“Julie, vi er nødt til at starte nu. Vi skal have din baby ud NU. Kan du ikke mærke kulde, kan du ikke mærke smerte. Kan du mærke det her?”
Jeg nikker.
"Vi kan ikke vente, han skal ud nu"
Jeg tjekker ud. Der ases, mases og mosles. Kl 18:47 forløses vores søn. Jeg husker det ikke.
Da jeg høre babygråd tænkte jeg, at der jo var en baby. Den var god nok. Et lille bitte barn, som havde været lige der i min mave, hele tiden. Mere kan jeg ikke huske jeg tænkte. Jeg kan ikke huske, at han kom over til mig. Jeg husker et glimt fra vi forlader operationsstuen. Alt jeg fokuserede på, var ikke at kaste op. Jeg havde en frygtelig kvalme og jeg blev tiltagende svimmel. Jeg ved ikke hvor min baby var.
Jeg kom på opvågning og husker også kun små glimt. Jeg husker at jordemoderen stadig virkede fornærmet. Hun sagde, at jeg i hvert fald ikke ville kunne have født ham selv. Jeg forstod ikke hvad hun mente. Måske hun hentydede til hans lidt store vægt - en god rund dreng på 4355g. Men der er da masser kvinder der føder babyer, som vejer meget mere? Jeg har tænkt meget over hendes kommentar. Jeg kan på billeder se, at min søn lå noget af tiden hos mig og at han har været til hvert fald det ene bryst. Jeg husker det på ingen måde. Min kæreste smuglede min mor ind da ingen kiggede, da vi egentlig var underlagt stramme corona-regler. Jeg husker på ingen måde min mors første møde med mit barn. Jeg husker, at jordemoderen kom og trykkede mig på maven og at jeg kunne mærke, at blodet fossede ud. Jeg blev virkelig bange. Jeg samtykkede til en blodtransfusion, men fik det aldrig.
Jeg husker ikke rigtig mere fra resten af den aften. Faktisk, står det næste døgn ret sløret. Vi blev indlagt på Mor og Barn. Jeg røg ind og ud af bevidsthed hele det første døgn efter fødslen. Jeg mistede 1300ml blod. Jeg kunne ikke selv ligge med min søn. Han var hos sin far, som blev lært i at skifte ble osv, mens jeg lå som en forstenet zombie. Jeg holdte op med at tale. jeg husker, at jeg på et tidspunkt vil have dem til at holde ham op for mig, så jeg kunne se ham odenligt. Simba style! Men ordene kommer bare ikke rigtig ud. Jeg husker også at jeg elskede hans små lyde, men mere forholdte jeg mig faktisk ikke rigtig til ham. Jeg var bare enormt forpint og de kunne ikke få lov til at undersøge mig. Jeg skubbede dem simpelthen væk. Ingen skulle i nærheden af mig eller såret. Jeg fik noget smertestillende, men det virkede på ingen måde. De kunne simpelthen ikke få mig smertedækket. Jeg foreslog at sætte epiduralen til igen. Det havde hjulpet på smerterne under fødslen. Jeg endte med at have epidural blokade yderligere 48 timer.
Kærligheden til mit lille nye barn, kom heldigvis lige så stille efter jeg vendte mere og mere tilbage til nuet. Jeg mærkede en stærk beskyttertrang og kæmpe store forelskelsesfølelser for det lille menneske vi havde skabt.
På 2 dagen vil de have min mave scannet, fordi de ikke kunne finde ud af, hvorfor jeg fortsat havde så mange smerter. Selvom de sprøjtede morfin direkte ind i årene på mig, så gjorde det ingen forskel. Jeg blev lovet højt og helligt, at jeg ikke skulle skifte seng til skanningen og at jeg ikke skulle være længe adskilt fra min søn. Begge dele skete - lang ventetid og en portør der susede rundt over humbler og bankede ind i døre og alt muligt andet. Jeg græd. Jeg ville bare være hos min søn. Jeg ville bare have min kæreste. Jeg blev flyttet til en anden seng af fire fremmede og travle mennesker der bar mig på en slags briks. Jeg græd og græd og var så bange for at såret skulle springe op. I skanneren rystede jeg så meget, at de ikke kunne få ordentlige billeder og de måtte - tydeligt frustrerede - tilkalde en, som kune tale med mig inde i skanneren, så de kunne få de billeder de skulle bruge. En helt forfærdelig oplevelse. Der var sindsygt travlt og lang kø. Det var tydeligt samlebåndsarbejde, men jeg var faktisk lige blevet opereret i maven!
Der var på intet tidspunkt nogen som fortalte mig om kejsersnittet. Hvordan det var gået eller hvad der overhovedet var sket. Jeg følte kejsersnittet som én stor ulykke der var hændt mig og min krop.
Mælken løb ikke rigtig til. Kroppen var i chok, men min søn var sulten og tabte sig meget. Vi blev anbefalet at han fik modermælkserstatning på kop, som hans far gav ham. Jeg kunne ingenting. Jeg lå bare. Jeg kom til nøds op og sidde, hvor jeg fik gang i en brystpumpe, som skulle vise sig, at blive flittigt brugt både dag og nat de næste 6 måneder.
Om aftenen begyndte epidural maskinen at bibbe. Den var gået tør for væske. Personalet kan ikke rigtig få den sat til igen. Jeg fik så ondt, at jeg endte med at ligge og slå hånden ind i sengerammen, for at få smerten et andet sted hen, mens jeg bare lå og stirrede ud i luften og græd. Det samme sker igen den følgende formiddag og endnu engang, må min kæreste sidde i et hjørne med vores barn og græde mens han ser på mig der ligger og smadre hånden ind i sengerammen. Jeg følte mig som den største fiasko. Jeg var på ingen måde i stand til at tage vare på mit barn og kunne slet ikke tænke. Jeg lå bare og var et såret stykke kød i en seng.
Personalet havde travlt med mobilisering. De vil have mig op og stå med det samme. Det kom ikke til at ske. Faktisk, stod jeg ikke på benene igen før 3 dage efter fødslen.
Amningen gjorde ondt. Sådan som om jeg blev stukket af bier, hver gang min søn suttede. Der var ingen umildbar forklaring. Jeg pumpede og pumpede.
4 dage efter fødslen kunne jeg endelig stå og gå længe nok til at komme i bad. Vores søn sov hos sygeplejerskerne, så min kæreste kunne bade mig. Jeg bevægede mig næsten ikke. Stod bare helt stille under det rindende vand. Min kæreste famlede febrilsk rundt med efterfødselsbind og skrubbede mig næsten hudløs for at fjerne jodrester. Han græd, fordi han ikke kunne få joden af. Alt han ville, var at fjerne operationen fra mig. Jeg græd. Vi havde alle overlevet og var på den anden side. Det gik op for os begge midt i det bad, tror jeg. Et bad jeg aldrig nogensinde vil glemme og et minde der for evigt vil være et symbol på, hvor højt jeg elsker min kæreste. Min klippe.
Om natten vågnede jeg i endnu et smertehelvede og epiduralen bibbede igen. Min kæreste rykker i den røde snor, men det er nat og der går længe førend den er oppe og køre igen. Endnu engang må jeg ligge og slå hånden ind i sengerammen mens jeg græder i smerte. Min kæreste er vred på personalet over, at det nu var tredje gang jeg skulle udsættes for det.
4 dagen var også den dag jeg vrælede. Ikke græd - jeg vrælede. Jeg havde hørt om den dag: tudedagen. Jeg havde måske bare troet det havde været lidt mere “årh, se lige hvor sød min baby er hulk-hulk”. For mig, var det bare som om mit hjerte var knust i tusinde stykker og aldrig ville hele igen. Det var først på 4 dagen, at jeg begyndte at være mor. Jeg havde hverken været fysisk eller mentalt i stand til at tage bare en smugle vare på ham før det. Det var helt forkert. Det hjalp bestemt ikke på situationen, da en sundhedsplejeske begyndte at insinuere, at der var noget galt med vores barn. Hun var vag i hendes udtalelser og jeg brød helt sammen. Hun sagde, at han var gul og sløv. Hele min verden brasede sammen og jeg blev sur på hende. Jeg får spurgt hende om, hvad pokker hun mener med det og hvad det skal betyde. Det vil hun ikke svare på og ser slet ikke den nybagte, ulykkelige mor foran sig. En børnelæge bliver tilkaldt og kommer heldigvis hurtigt. Hun undersøger ham grundigt mens jeg ånder hende i nakken. “Han er tip top, ligesom han skal være”. Den bedste sætning jeg nogensinde har hørt.
Flere gange kom der folk ind på stuen som ville tale om fødslen. Sætninger som “puha, sikke en omgang, var?” var bare vanskelige at forholde sig til. Vi endte med at sige til alle, at vi var klar også at det skulle bearbejdes, men ikke nu. Nu skulle vi være forældre for vores barn. Så må alt andet vente.
Endnu sundhedsplejeske kom og skulle tage hælprøve på vores søn. Det kunne jeg simpelthen ikke deltage i og jeg vraltede ud af rummet og brugte den kuvøse baby normalt lå i som gangstativ. Jeg vrælede fortsat.
På 5 dagen evalueres der på mine mange smerter. De ved ikke helt hvad de skal stille op. Jeg får noget magnesia, som jeg bare får endnu mere ondt af. Jeg lå længe og krampede i smerte. De tror det blandt andet skyldes, at der stod en masse luft i tarmen, som de ikke helt ved hvad de skal gøre ved. Jeg foreslår, om man ikke kan smække et sugerør op og ligesom give adgang til at luften kunne komme ud. “Jo jo, det kan man sagtens. Det er en anal sonde” siger sygeplejen bare. Jamen så gør det dog. Mens det bliver gjort, kommer endnu en sygeplejerske og skal lave høreprøve på min søn. Hun har en studerende med. Så det lille lokale var altså fyldt med masser af folk - og mine indelukkede prutter. Det er noget af det mest ydmygende jeg har længe har oplevet.
Smerterne bliver heldigvis gradvist bedre og jeg bliver trappet ud af epiduralen. Amningen fungerede slet ikke, fordi det gjorde så ondt. Jeg ender med grædende at tage imod ammebrikker og det endte da også med at rede vores ammeforløb for en stund. Der gik dog yderligere 5 måneder, hvor smertefuld amning fyldte hele min hverdag. På 5 dagen fik jeg fjernet clips fra kejsersnittet. Det var dybt ubehageligt. Jeg klaprede tænder og rystede.
På 6 dagen mødte min familie vores barn. De måtte ikke komme ind og vi måtte ikke komme ud grundet corona-restriktioner, så vi fandt en gang med et vinduesparti, hvor de endelig kunne se vores lille søn. Det knuste mit allerede knuste hjerte, at det var sådan det møde var nødt til at være.
Vi ville gerne hjem, men fordi jeg var på så meget stærk smertestillende, skulle jeg trappes langsomt ud af det. Vi fik lov at komme hjem efter 7 dages indlæggelse. Vi fik ikke rigtig noget information af personalet ved udskrivning. Jeg mener, at det eneste vi fik af vide vi skulle være opmærksomme på var, at jeg ikke lige måtte føde igen indenfor 18 måneder. “Føde igen?! Don’t you worry” tænkte jeg. Men ellers ingen info om hvordan jeg skulle forholde mig efter et kejsersnit.
Hvordan skulle det gå derhjemme? Jeg kunne knapt gå ud til bilen. Jeg bevægede mig i slowmotion. Jeg kunne ikke selv komme på toilettet, ned eller op fra sengen - jeg kunne ikke engang gå ud og hente et glas vand. Min kæreste blev nedgraderet til sygehjælper. Jeg kunne ikke engang selv tage mit barn og ligge ham til når han græd. Der gik mange måneder førend jeg følte, at jeg var nogenlunde okay fysisk.
En uge efter vi kom hjem måtte vi køre på skadestuen, fordi jeg havde fået stærke smerter som kom i jag. Jeg græd hele vejen til sygehuset og var så bange. Bange for at skulle indlægges igen. Bange for, at der skulle åbnes op og at jeg skulle igennem endnu en operation. Jeg blev undersøgt af en sød læge. Jeg havde fået et hæmatom. En indre blødning. Så længe der ikke gik betændelse i det, så skulle det bare have ro. Hvis vi var så uheldige, at der kom infektion, skulle man åbne op og tømme blodet ud. Jeg tænkte, at med mit held, så skulle det nok komme til at se. Jeg bevægede mig knapt i tre dage efter. Jeg var så bange. Jeg tog min temperatur konstant, men der skete heldigvis ikke mere.
_____
Min søn er nu 4 år snart. Han stortrives og er verdens gladeste og rareste dreng. At være hans mor, er det bedste jeg ved. De første 10 måneder efter fødslen, har jeg nægtet at tale om det eller bearbejde det. Jeg var ikke klar. Jeg har til gengæld brugt alt min energi på, at være en god mor. Det har været som om, at jeg har skulle kompensere for den dårlige start på livet jeg gav min søn, fordi jeg ikke kunne føde ham rigtigt.
Jeg ammede i 2,5 år og endte med at elske det. Årsagen til smerten, fandt vi aldrig. Jeg er stolt af, at jeg kæmpede så meget for amningen, for det skulle bare lykkes, når nu alt andet fejlede. Han er lige startet i vuggestue og det er svært for mig. Jeg gik længe i et forløb hos en traumepsykolog og har været sygemeldt. Min kæreste kom til en krisepsykolog og er ligeledes dybt mærket af fødslen og hele forløbet. Jeg er overbevist om, at den rette omsorg og kommunikation i vores fødselsforløb, ville have været nøglen til at undgå en så stor traumatisering af os begge.
At vores barn sad fast i bæknet, var ikke nogens skyld. Heller ikke min egen. Det arbejder jeg fortsat på at forstå. Ting sker. En del af min rejse mod at få det bedre bliver, at tilgive den jordmoder, som jeg føler mig så forrådt af. Hende, som vi havde i slutspurten. Hendes arbejde - eller mangel på samme, har fået store konsekvenser for vores liv. Havde hun været der for os og draget omsorg, selv da det blev kritisk, så havde vi måske ikke været helt så mærkede den dag i dag.
